Claus Haxholm

Af natmørkt hav

Årets første soloudstilling er med kunstneren Claus Haxholm, der under titlen “Af natmørkt hav” arbejder med kysten, som et foranderligt sted, hvor havet bliver til land, hvor det flydende bliver fast. Udstillingen er en totalinstallation, hvor lyd, video, stofværker, grafik og tekst, udgør en muteret landskabscollage.

Claus Haxholm oversætter i sin udstilling musikgenren Ambient til et visuelt sprog. Ambient er en musikgenre, der fokuserer på lydenes klangfarve, arrangeret for at fremkalde en rumlig, visuel, rolig og ikke påtrængende karakter. Videoinstallationen viser forskellige kyststrækninger, enkle panoreringer hen over et landskab på ni skærme. De ni videoer har varierende længde, så kompositionen aldrig er den samme.

Udstillingens fem stofværker indeholder tilsvarende gentagelser og mønstre. De er groft tilskårne, fremstår primitive og groteske i deres ånd og udførsel. Det groteske er ofte et foranderligt rum, hvor ting bliver vendt på hovedet, hvor faste betydningsrammer bliver brudt, og nye muligheder pibler frem. Værkerne er syet af gamle, brugte og slidte håndklæder og stofrester, og fremstår nærmest som misforståede punk-udgaver af patchworktæpper.

Der er en upåfaldende poesi i Haxholms udstilling, når han eksempelvis arbejder med materialer der ofte tages for givet. Poesien føres videre i udstillingens sidste komponent, som er et stykke fiktion, bestående af prosa og en afart af visuel poesi, hvor det velkendte igen viser sig som noget andet. I udstillingen indgår en overleveret tekst (del af større roman), skrevet på Blichers tid, som foregår på Djurslands sydlige kyster, i en mørk og fiktionaliseret version. Her forsøger naturen at kalde mennesket tilbage til en tættere, symbiotisk relation. Men som i Blichers naturmytologier eller som hos den amerikanske horror-forfatter H.P. Lovercraft går det ofte mere eller mindre galt, når naturen kalder.
Claus Haxholm er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2014) i København. Han har en baggrund som billedkunstner og musiker. Særligt de historiske og filosofiske aspekter af kunst, sprog og musik optager ham, såvel som fascinationen af hvordan musikkens store verden kan inspirere og åbne op for en forståelse af hvad det vil sige at være menneske her på jorden. 

Til ferniseringen d. 20. maj kl. 16 vil man kunne opleve en performance af Claus Haxholm, åbningstale ved kunstnerisk leder Mathias Kokholm samt forfriskninger. Alle er velkomne.