Af natmørkt hav

Claus Haxholms soloudstilling Af natmørkt hav arbejder med kysten som et foranderligt sted, hvor havet bliver til land, hvor det flydende bliver fast. Udstillingen er en totalinstallation, hvor lyd, video, stofværker, grafik og tekst udgør en muteret landskabscollage.

Grundlæggende er der noget upåfaldende og lavmælt i Claus Haxholms udstilling, omend grundtonen er dunkel og lægger en foruroligende, mørk stemning i rummet. Med udgangspunkt i kystlandskabet, som både et konkret sted og en metafor, arbejder udstillingen med en mængde forskellige transformationer, noget der forandres, noget der flyttes fra et sted til et andet, noget der mister sin betydning eller får en ny. Af natmørkt hav er et roligt rum, et åbent landskab og værk, der giver plads til beskuer­en, til at lytte og udvikle sin egen stemme – måske et meditativt værk.

Videoinstallationen, der består af ni skærme placeret i store dynger af grus, viser forskellige kyststrækninger, enkle stille optagelser eller panoreringer hen over et landskab. Kystlandskabet er netop kendetegnet ved at være foranderligt, fordi det både er flydende og fast. En strandeng eksempelvis, der den ene dag står under vand og den næste er fast og tør. Skærmene flytter landskabet, ubearbejdet, ind i udstillingen, som en form for appropriering: Det at man flytter en genstand fra et sted til et andet. Hos Haxholm står skærmene som blanke, fremmedgjorte, teknologiske monolitter i en bunke grus hevet direkte ud af et geologisk lag i jorden skabt for 10-15.000 år siden. Der er noget sært hypnotisk og meditativt over landskabsfilmene i deres enkelhed og gengivelse. De ni videoer har varierende længde, så kompositionen i rummet er aldrig den samme.

Udstillingens fem stofværker indeholder tilsvarende gentagelser og mønstre. De er groft tilskårne, fremstår primi­tive og groteske i deres ånd og udførsel. Det groteske er ofte et foranderligt rum, hvor ting bliver vendt på hovedet, hvor faste betydningsrammer bliver brudt, og nye muligheder pibler frem. Værkerne er syet af gamle, brugte og slidte håndklæder og stofrester og fremstår nærmest som misforståede punk-udgaver af patchwork­tæpper. Kludene og håndklæderne er uanvendeligt eller overskydende materiale, som de brugte skærme i grusdyngerne. Men de repræsenterer i deres oprindelige brugsfunktion igen også det transformative, en mellemposition, hvor vores våde hænder gøres tørre, eller den beskidte flade gøres ren. Kluden og håndklædet er husholdningens underdog, en nødvendighed, og her i væg­tæpperne opstår et kollaps mellem nytte og udsmykning, den sanitære yndighed og udtjenthed.

Der er en upåfaldende poesi i Claus Haxholms udstilling, når han eksempelvis arbejder med materialer, der ofte tages for givet. Poesien føres videre i udstillingens sidste komponent, som er et stykke fiktion bestående af prosa og en afart af visuel poesi, hvor det velkendte igen viser sig som noget andet. I udstillingen indgår en overleveret tekst (del af større roman), skrevet på Blichers tid, der foregår på Djurslands sydlige kyster i en mørk og fiktion­aliseret version. Her forsøger naturen at kalde mennesket tilbage til en tættere, symbiotisk relation. Men som i Blichers naturmytologier eller som hos den amerikanske horror-forfatter H.P. Lovercraft går det ofte mere eller mindre galt, når naturen kalder. Det gør det også hos Haxholm. Et område forandres, en civilisation går mere eller mindre til grunde, mennesker begynder at slå rødder og blive til træer. Undervejs meddeler naturen sig igennem en skrift, der først viser sig med sort beg på landsbykirkens hvide mur. Den fundne skrift ligner vores skriftsprog, men virker ustabilt og foranderligt, uden syntaks, et visuelt eller lydligt sprog, der kan kombineres på vidt forskellige måder og snarere skal aflæses ud fra deres gentagelsesmønstre og klange end læses for dets indhold.

Kendetegnet for alle komponenterne i Claus Haxholms udstilling er, at de arbejder med noget unyttigt og umeddelsomt. Af natmørkt hav er ikke en direkte klimakritisk udstilling, men den udfordrer en mængde logikker fra de sidste århundredes udvikling af vores samfund, hvor udnyttelsen af alt, hvad vi møder, som bare står, har været et centralt perspektiv. Det være sig alt fra det lille vådområde, som drænes og udnyttes til markbrug, til den private bolig der står ubrugt hen, mens man selv er på ferie og lejes ud gennem airbnb. En nyttetænkning der også har medført store videnskabelige og teknologiske landvindinger, men også en masse komfort og forbrug, hvor det kan være svært at skelne det nødvendige fra det unødvendige.

Claus Haxholms udstilling er fuld af friktion, en gåde det ikke handler om at løse, men om at se. Værket er et åbent udsagn, en selvmodsigelse og en friktion vi må ind­lade os på, frem for at forsøge at beherske. Vi må acceptere kollapset mellem sansning og tænkning, give plads til og udvikle egne stemmer og blive berørt af andres. En meditation over det at indlade sig på verden på ny og lade sig drage ad natmørkt hav.