Ebeltoft Kunsthal

Billedkunstrådet i Syddjurs Kommune står bag et nyt mødested for den professionelle, udøvende kunst på havnen i Ebeltoft. Kunsthallen skal skabe en lokal forankring gennem samarbejder med lokale foreninger og institutioner for at styrke hele kommunens kunstmiljø. De kommende år har kunsthallen midlertidigt til huse på havnen i Ebeltoft, på den gamle Stark-grund.

Efter den første toårige periode på havnen er målet fortsat at drive en udstillingsplatform. Det er ikke et ønske at starte et fast udstillingssted, men at afsøge mulighederne for et ambitiøst program forankret lokalt forskellige steder i kommunen.


Ebeltoft Kunsthal er støttet af Statens Kunstfond og Ebeltoft i Udvikling. Kunsthallen drives af den frivillig forening Ebeltoft Kunsthal. Billedkunstrådet og foreningen har ansat kurator og forlægger Mathias Kokholm til at sikre den kunstneriske kvalitet. Kokholm har erfaring som kurator med udstillingsprojekter på institutioner som Aros og Moderna Museet (Stockholm), igennem flere år fast tilknyttet Kunsthal Aarhus og siden 2016 bosat i Lyngsbæk uden for Ebeltoft.