Lea Porsager & Glenn Christian
Amber rain is beautiful but wrong
– Coil
VÆSEN [CRITTER] består af en samling nye og gamle værker af Lea Porsager. STACKED WAVE OF MUSSELS (2022) er en stor mængde blåmuslingeskaller, hvis vigorøse lugt blandes med intens duft af myrra. Den malplacerede biomasse ligger i forlængelse af Porsagers igangværende strandbiotop-projekt KLIT i Odense.
Over STACKED WAVE OF MUSSELS hænger en serie med otte skinger-turkis ikon-tavler: ESOTERIC ICUnTS (Trippy Einstein-Rosen wormholes/bridges) (2022), og otte rav-tavler under navnet AMBER DREAM CAKES (2022). Dertil to mindre næb i stål: BEAK w/ throat (2022), plus en monstrøs svane-vandcykel; Z WAN (2016), en readymade Porsager præsenterede første gang i forbindelse med hendes samlings-ophængning på Statens Museum for Kunst, der kredsede om myten Leda og svanen.
Porsagers sammentrækning af forskellige værker, med referencer til ormehuller, ornitologiske våde drømme som putter sig i afrundede skaller, kosmos, utilgængelig hypotetiske broer, knytter sig alle til hendes optagethed af energi og masse. Udstillingens medfølgende stanniol tekst-værker er meditationer herover.
Glenn Christians bog: LIVV vågner op med komet i nakken (2022) forsøger at fremvise små glimt af et dyr i krise, der karikeret slentrer rundt i landskabet i et farverigt crash af Thomas Windings bøger Ping, Pong og Mussemand og Hvor er elefanterne? og videnskabshistoriker og folklorist Adrienne Mayors bog The First Fossil Hunters. Glenn Christians bog veksler tøvende i sine dramatiske udsigelser ved at stå helt stille samtidigt med at løbe lynhurtigt.
Udstillingen er tilrettelagt af Mathias Kokholm.
Glenn Christian (f. 1976) er uddannet fra Forfatterskolen i 2007 og debuterede med digtsamlingen Det hjemlige (Edition After Hand, 2008). Han har senest udgivet digtsamlingen Narren (Antipyrine, 2022)
Lea Porsager (f. 1981) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og fra Städelschule i Frankfurt am Main 2010. Porsager blev tildelt ph.d.-grad for sin afhandling Cunt-Splicing Thought-Forms — Promiscuous Play with Quantum Physics and Spirituality fra Malmö Konstakademi og Lunds Universitet i december 2020. Hun har haft soloudstillinger på blandt andet Kunsthal Charlottenborg i København, Moderna Museet i Stockholm, Henie Onstad Kunstsenter i Oslo, Kunstverein Göttingen, The Emily Harvey Foundation i New York og Museet for Samtidskunst i Roskilde. Porsager deltog i dOCUMENT(13) og i den 14. Istanbul Biennale. Hun arbejder i øjeblikket på offentlige værker i Danmark, Norge og Sverige. Hendes jordkunstværk Gravitational Ripples blev indviet i juni 2018 på Djurgården i Stockholm til minde om de svenskere, der omkom under tsunamikatastrofen i Sydøstasien i 2004.
Bureau for Mellemartslig Kommunikation (BMK) arbejder for bedre og tættere relationer mellem mennesker og andre væsner. Gennem ritualer, håndarbejde og kor udvikler BMK, sammen med deltagere, måder at leve på en beskadiget planet. www.hellofellowspecies.org