Marie Kølbæk Iversen
I O Tilli bringer Marie Kølbæk Iversen havfruer og havkale, tryk og tegninger, korværker, fabulering og strikkede sokker sammen i en udstilling, der via mytens og ritualets transformative kraft afsøger menneskehedens vekslende forhold til naturen.
Myter om havfolk er hyppigt forekommende i kystnære egne, hvor havets tilstand og luner har afgjort hele samfunds liv og skæbne. Her har havfolket symboliseret de dødes ånder i havet såvel som vandets egen kraft og vilje. Langs den jyske vestkyst kunne man gøre sig gode venner med havfolket ved at strikke dem vanter eller sokker. Så ville man blive advaret, hvis det blæste op til storm, eller havfolket kunne velsigne én med et garnnøgle, der aldrig ville slippe op, så længe man ikke profiterede på ulden.
Inde i landet finder man også ofte havfruen i arkæologiske fund og folkeminder, hvor hun optræder som fertilitetssymbol eller som repræsentant for de afdødes ånder og vandets agens. Her løber havfolket med regnen og underjordiske kilder for at tage bolig i planter og gravhøje, og informanter til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen fortæller således, hvordan de på solrige dage har set en havfrue sidde i en gravhøj og lufte sit guld, mens hun redte sit hår. Ligeledes har den to-halede havfrue siden Babylons tid symboliseret den fødende kvinde, der med sit (foster-)vand viderefører livets og slægternes gang på jord.
I udstillingen O Tilli på Ebeltoft Kunsthal aktiverer Marie Kølbæk Iversen havfolkets mytologier ad to spor: Det ene tegner en historisk akse og baserer sig på folkeviser og sagn fra Vestjylland, indsamlet af Evald Tang Kristensen blandt andet hos Kølbæk Iversens tip-tip-tip-oldemor, Johanne Thygesdatter.
Udstillingens titel kommer fra formoderens sang om havfruen, der ‘danser o tilli’—dvs. spræller på gulvet som en fisk—efter at være blevet taget til fange af den danske dronning. Sangen blev optegnet i 1870’erne i forbindelse med hedens opdyrkning og kan læses som en kritisk kommentar til den danske nationalstats undertvingelse og indlemmelse af hedeegnene. Det andet spor arbejder med havfolke-figuren i sin moderne afmytologiserede inkarnation i form af den nordatlantiske hajart havkal—dvs. ‘havmand’—der er en hyppig bifangst i det kommercielle fiskeri og dermed repæsentant for den natur, der lægger krop til forbrugssamfundets overudnyttelse af naturressourcer.
På tværs af tryk, tegning, fortælling, sang og strik afsøger Marie Kølbæk Iversen menneskets skiftende forhold til naturens, havets og vandets ånder gennem tiderne, og spørger, hvordan vi som mennesker kan genforhandle vores aktuelle rovdriftsrelation til vores omgivelser.
Marie Kølbæk Iversen har samarbejdet med Lystbækgaard om at håndstrikke uldne sokker, der indgår i installationen af tegninger og tryk monteret på glas-staffelier skabt af Pettersen & Hein. Derudover tæller udstillingen også udgivelsen af Kølbæk Iversens pan-mytologiske komposit-fabel Birth of Muspelina (designet af Alexis Mark), samt opførsel og plade-lancering af korværket Gravitational Shift, der er skabt af Katinka Fogh Vindelev i samarbejde med Marie Kølbæk Iversen.
Marie Kølbæk Iversen (f. 1981, DK) bor og arbejder mellem København og Oslo. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2008 og afslutter i 2022 sin praksisbaserede kunstneriske ph.d. mellem Kunstakademiet i Oslo og Aarhus Universitet. Kølbæk Iversen er repræsenteret i flere offentlige samlinger og har udstillet bredt i Danmark og internationalt. Bl.a. på Louisiana, Gwangju Biennalen og Henie Onstad Kunstsenter. I 2021 bidrog Kølbæk Iversen til Ebeltoft Kunsthals åbningsudstilling forord: FORVILDNING, og vil i 2023 skabe et nyt udendørs værk til kunsthallen. Hun er desuden aktuel med udstillingen Rovhistorier på Overgaden i København, der er åben i samme periode som udstillingen i Ebeltoft.
13.10.2022, 19:00–21:00
Torsdag den 13. oktober 2022 kan du opleve en publikumsinvolverende korforestilling på Havmøllen under navnet GRAVITATIONAL SHIFT, af komponist Katinka Fogh Vindelev og kunstner Marie Kølbæk Iversen. Inden koncerten er det muligt at nyde et lækkert efterårsmåltid fra Køkkenkollektivet på Havmøllen.
Korforestillingen opføres på Havmøllen i samarbejde med Havmøllekoret i anledning af Marie Kølbæk Iversens aktuelle soloudstilling O TILLI på Ebeltoft Kunsthal, der med sit fokus på havfruen som både fertilitets- og undergangsfigur tager sigte på samme motivkreds som Gravitational Shift. I såvel kystnære som indlandsegne optræder havfruen i arkæologiske fund og folkeminde som fertilitetssymbol og som repræsentant for de afdødes ånder og vandets agens. Her løber hun med kilderne fra havet under jorden for at tage bo i planter og gravhøje, og informanter til 1800-tals folkemindesamleren Evald Tang Kristensens kan berette, hvordan de på solrige dage har set en havfrue sidde i en gravhøj og lufte sit guld, mens hun reder sit hår. Ligeledes symboliserer den tohalede havfrue i toskanske indlandsegne den fødende kvinde, der med sit (foster-)vand viderefører livets og slægternes gang på jord.
Publikum inviteres til at synge med, sammen med Havmøllekoret, og koncerten tæller også soloindslag af Katinka Fogh Vindelev og Marie Kølbæk Iversen—herunder en særlig version af den folkevise, der ligger til grund for udstillingens titel O TILLI. Koncerten markerer desuden lanceringen af Gravitational Shift som vinyl-LP på MoBC Records. Korværket Gravitational Shift er baseret på indsamlede optagelser af kvinders affektive fødselslyde—skrig, gisp, klynken, gråd—der er sænket i hastighed og transskriberet til noder for at udvinde deres skjulte melodier. Tilsammen danner disse melodier grundlag for en komposition, der gør den umiddelbart ensomme erfaring—at frygte for sit liv i fødsel—delbar hinsides den enkelte kvindekrop. Værket henvender sig således ikke kun til kvinder eller mødre, men til alle, der er blevet givet liv, og dermed alle, der kan dø. Deltagelse i arrangementet er dermed åbent for alle stemmer, aldre og køn.
kl. 19:00: Fællesspisning
kl. 20:00: Koncert
Mad & koncert: 100 kr
Koncert: 50 kr
Køb billetter
Katinka Fogh Vindelev er klassisk uddannet sanger og elektroakustisk komponist og Marie Kølbæk Iversen er billedkunstner. De to har tidligere samarbejdet om operaen Moonologue, som blev opført på Louisiana Museet og Henie Onstad Kunstsenter i 2018-19. I 2021-22 udgav Kølbæk Iversen sin plade Donnimaar. Vredens Børn med korarrangement af Fogh Vindelev på dennes pladeselskab, MoBC Records.