O TILLI

I O Tilli bringer Marie Kølbæk Iversen havfruer og havkale, tryk og tegninger, korværker, fabulering og strikkede sokker sammen i en udstilling, der via mytens og ritualets transformative kraft afsøger menneskehedens vekslende forhold til naturen.

Myter om havfolk er hyppigt forekommende i kystnære egne, hvor havets tilstand og luner har afgjort hele samfunds liv og skæbne. Her har havfolket symboliseret de dødes ånder i havet såvel som vandets egen kraft og vilje. Langs den jyske vestkyst kunne man gøre sig gode venner med havfolket ved at strikke dem vanter eller sokker. Så ville man blive advaret, hvis det blæste op til storm, eller havfolket kunne velsigne én med et garnnøgle, der aldrig ville slippe op, så længe man ikke profiterede på ulden.

Inde i landet finder man også ofte havfruen i arkæologiske fund og folkeminder, hvor hun optræder som fertilitetssymbol eller som repræsentant for de afdødes ånder og vandets agens. Her løber havfolket med regnen og underjordiske kilder for at tage bolig i planter og gravhøje, og informanter til folkemindesamleren Evald Tang Kristensen fortæller således, hvordan de på solrige dage har set en havfrue sidde i en gravhøj og lufte sit guld, mens hun redte sit hår. Ligeledes har den to-halede havfrue siden Babylons tid symboliseret den fødende kvinde, der med sit (foster-)vand viderefører livets og slægternes gang på jord.

I udstillingen O Tilli på Ebeltoft Kunsthal aktiverer Marie Kølbæk Iversen havfolkets mytologier ad to spor: Det ene tegner en historisk akse og baserer sig på folkeviser og sagn fra Vestjylland, indsamlet af Evald Tang Kristensen blandt andet hos Kølbæk Iversens tip-tip-tip-oldemor, Johanne Thygesdatter.
Udstillingens titel kommer fra formoderens sang om havfruen, der ‘danser o tilli’—dvs. spræller på gulvet som en fisk—efter at være blevet taget til fange af den danske dronning. Sangen blev optegnet i 1870’erne i forbindelse med hedens opdyrkning og kan læses som en kritisk kommentar til den danske nationalstats undertvingelse og indlemmelse af hedeegnene. Det andet spor arbejder med havfolke-figuren i sin moderne afmytologiserede inkarnation i form af den nordatlantiske hajart havkal—dvs. ‘havmand’—der er en hyppig bifangst i det kommercielle fiskeri og dermed repæsentant for den natur, der lægger krop til forbrugssamfundets overudnyttelse af naturressourcer.

På tværs af tryk, tegning, fortælling, sang og strik afsøger Marie Kølbæk Iversen menneskets skiftende forhold til naturens, havets og vandets ånder gennem tiderne, og spørger, hvordan vi som mennesker kan genforhandle vores aktuelle rovdriftsrelation til vores omgivelser.

Marie Kølbæk Iversen har samarbejdet med Lystbækgaard om at håndstrikke uldne sokker, der indgår i installationen af tegninger og tryk monteret på glas-staffelier skabt af Pettersen & Hein. Derudover tæller udstillingen også udgivelsen af Kølbæk Iversens pan-mytologiske komposit-fabel Birth of Muspelina (designet af Alexis Mark), samt opførsel og plade-lancering af korværket Gravitational Shift, der er skabt af Katinka Fogh Vindelev i samarbejde med Marie Kølbæk Iversen.